Artiklen Grænser for planlægning

Inden for den brogede oplysningstradition findes en bestemt form for konservativ, angelsaksisk oplysningskritik, som sjældent nyder lige så stor bevågenhed som den franske lumiére eller den tyske Aufklärung. Det drejer sig da også om en kritik af oplysningen selv, eller mere specifikt: af oplysningens instrumentelle karakter. Det er en kritik, der går tilbage til blandt andre den irske filosof Edmund Burke og den skotske filosof David Hume og frem til tænkere som den engelske filosof Michael Oakeshott, den amerikanske politolog Edward Banfield og den østrigsk-engelske økonom Friedrich Hayek. Det aspekt af oplysningen, eller oplysningsideologien, som disse tænkere kritiserer, har flere navne: Det kaldes planlægningstro, socialt ingeniørarbejde, Hayek kalder det konstruktivisme, og Oakeshott kalder det rationalisme. Fælles for de forskellige varianter af denne moderne oplysningskritik er imidlertid to forhold. Dels påpegningen af de utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af den politiske planlægning og dels betoningen af det civile samfunds institutioner, der fungerer som det positive modstykke hertil.

Læs artiklen Grænser for planlægning

 

En tanke om "Artiklen Grænser for planlægning"

  1. Pingback: Adam Smith i en prægtig bogudgivelse — Kulturkamp

Der er lukket for kommentarer.