Foredrag om moral og retfærdighed. Hvem skylder vi mest?

Hvor kommer de moralske forpligtelser fra? Hvad kræver de af os? Og er der nogen, vi skylder mere end andre?

”Alle mennesker er lige”. ”Jeg vælger selv mine forpligtelser”. Det er tidens dominerende moral. Men den holder ikke helt. Gået på klingen vil de fleste nemlig sige, at vi skylder vores forældre, børn og måske også venner og landsmænd mest. Mange af disse forpligtelser er tilmed nogle, vi ikke selv frit har valgt. Vi kan enten kun opfylde dem – eller svigte dem. For en stor del af de fællesskaber, vi hører til, er med til at forme os som moralske personer. Derfor forpligter de os på en dybere måde, end universelle rettigheder kræver og nogle gange tillader.

Men hvordan begrunder man en moral, der gør forskel på mennesker? Og hvordan kan vi være kollektivt skyldige?