Interview med Robert W. Merry

MerryLgHistorien slutter aldrig

Trykt i Weekendavisen den 28. december 2012

Interview. Hvad har redaktøren af USA’s måske mest indflydelsesrige politiske magasin at sige om verdenssituationen? Redaktøren af The National Interest, Robert W. Merry hævder, at Vesten gennemlever en forfaldsperiode.

af KASPER STØVRING

The National Interest var magasinet, der i 1989 publicerede Francis Fukuyamas berømte essay »Historiens afslutning?«, der tre år senere blev til en bog, men nu uden spørgsmålstegnet.Bidragydere til magasinet tæller både akademikere, rådgivere og forfattere, heriblandt nobelpristageren Saul Bellow. Den bærende ideologi bag er »realisme«. Emnerne er især udenrigspolitik, men også kultur-og samfundsdebat i bred forstand kendetegner The National Interest.

Magasinet blev grundlagt i 1985 af den berømte skribent Irving Kristol og var i udgangspunktet neokonservativt. I løbet af 00′ erne blev magasinet i stigende grad kritisk over for neokonservatismen, som den kom til udtryk i George W. Bushs regering. Kritikken gjaldt især forsøget på at eksportere demokratiet under Irakkrigen. I dag kan man således læse artikler, der foreslår, at Vesten samarbejder med lande som Kina og Rusland på trods af disse landes autokratiske styreformer.

Artikler i The National Interest bliver ofte en slags begivenheder, og de citeres vidt og bredt i de største internationale aviser. Tilsvarende har magasinet tilknyttet en tænketank, der har engageret en lang række senatorer, ministre og præsidenter som George Bush ( den ældre) og Bill Clinton.Til de berømte – nogle ville sige berygtede – rådgivere i kredsen omkring magasinet hører Henry Kissinger.

DEN nuværende redaktør Robert W. Merry har tidligere arbejdet for avisen The Wall Street Journal, og han er desuden forfatter til en række bøger om amerikansk historie og udenrigspolitik, bl. a. Sands of Empire ( 2005), der kritiserer USA’s »imperiale« forsøg på at sprede vestlige, demokratiske værdier til resten af verden.

- Der er en god del idealisme i Vesten. Men er det overhovedet muligt at implementere liberalt demokrati i lande uden for Vesten? »Det liberale demokrati rummer nogle betydelige fordele, og elementer af den demokratiske etos kan godt vokse frem i lande uden for Vesten. Vi har set, at det faktisk er sket i dele af Asien og Sydamerika, måske fordi Sydamerika er stærkt påvirket af den europæiske kulturarv. Men de liberaldemokratiske værdier og institutioner er ikke universelle, og vestligt demokrati vil ikke præge verden i fremtiden, heller ikke i disse områder.« Robert Merry anser kulturen som en af de største forhindringer for, at man i for eksempel Mellemøsten og Afrika kan indføre demokrati: »Der er nogle gode grunde til, at det forholder sig sådan, og de har at gøre med islams kulturelle arv. Den forklarer, hvorfor de fleste mennesker i de dele af verden ikke åbner sig for liberalt demokrati. Væsentlige elementer i den vestlige livsforståelse står i direkte modsætning til stærke kulturelle strømninger i islam. Nogle muslimer er i stand til at blive demokrater, og er også villige til det, men de fleste kan og vil ikke.«

- En realistisk tilgang til global politik betoner ikke-indblanding, tilbageholdenhed og beskyttelsen af den nationale interesse. Hvad mener du om denne tilgang? »USA er et magtfuldt land, og det har stærke interesser rundt omkring i verden.Allerede for 65 år siden påtog USA sig rollen som den stabiliserende magtfaktor i verden og som garanten for åbne ruter på verdenshavene.I kraft af at være verdens stærkeste magt sikrer USA stabiliteten i afgørende strategiske områder på kloden. Derfor bliver USA nødt til at være til stede i verden. Isolationisme er ganske enkelt ikke en mulighed.«

ROBERT Merry afviser altså de beskyldninger om kynisme og selvtilstrækkelighed, som ofte rettes mod realister.Men han føjer dog til, at USA’s engagement i udenrigsforhold bør baseres på udelukkende tre forhold: »At sikre landets egen nationale interesse, at varetage Vestens interesse, fordi USA ganske enkelt er kernestaten i Vesten, og – for det tredje – at sikre stabiliteten i områder, hvor anarki ellers ville kunne skabe kaos i hele regioner. Alt dette kalder ganske rigtigt på tilbageholdenhed og ikke-indblanding i andre landes interne forhold, så længe de interesser, jeg har nævnt, ikke er truede.« I Merrys verdensbillede konkurrerer en række uforenelige civilisationer med hinanden om magt og indflydelse.Udenrigspolitik skal derfor ikke legitimeres med moralske idealer, for eksempel som en »kamp imod terror«. Det fører blot til interventionisme og overtrædelse af staters suverænitet.

Eftersom vi lever i en hobbesiansk verden, hvor der altid vil være fjender, og hvor krige altid er en overhængende risiko, bør udenrigspolitik ikke være et omnipotent forsøg på at påtvinge andre lande vores livsform, men bør derimod være bestemt af en mere ydmyg tilgang fra Vestens side.Merry uddyber: »Det kalder på en eftertænksom og behændigt udført udenrigspolitik, der er baseret på princippet om magtbalance.De værste former for udenrigspolitiske aktiviteter, man kan engagere sig i, er for det første en slags humanitære interventioner ud fra ideen om, at man kan omforme andre kulturer, så de bliver vestlige.

Med andre ord ideen om, at man kan sprede demokratiet rundt omkring i verden. For det andet er det forsøget på at dominere dele af verden, ganske enkelt fordi man tror sig i stand til at gøre det. Det beror på en slags spekulativ idé om, at Vesten er en hegemon og har interesse i at være det.« SIDEN det såkaldt arabiske forår brød ud, har forhåbningerne om liberalt demokrati i den arabiske verden ikke haft gode kår.Islamismen er kommet til magten, og det har fået nogle kommentatorer i The National Interest til at argumentere for, at man i visse egne af verden er bedst tjent med at blive regeret af »gode autokrater«, der kan sikre vækst og velstand og en relativ grad af frihed.Det får mig til at spørge Merry, om autokrati da er at foretrække fremfor anarki, og om denne indsigt bør temperere vores revolutionære drømme om demokrati uden for Vesten?

»Alt er at foretrække fremfor anarki.Anarki er menneskehedens svøbe. Derfor skal man først og fremmest sørge for at sikre stabiliteten. Derfra kan et folk og dets ledere så bevæge sig op ad stigen og søge at realisere så megen frihed som muligt. Men den rette balance mellem frihed og stabilitet vil se forskellig ud, alt efter hvor langt man historisk er nået, hvilke kulturelle kræfter der gør sig gældende, hvilke geografiske vilkår man lever under, og så videre.« I The National Interest såvel som i Robert Merrys egne bøger og artikler finder man en kras kritik af den form for fremskridtstanke, der kan føres tilbage til den franske filosof Rousseau og den tyske filosof Hegel. Det er tanken om perfektibilitet, altså at man kan skabe en slags paradis på Jorden og en gang for alle bringe fred, frihed og velstand til alle Jordens folkeslag.I en amerikansk sammenhæng er tanken videreført af Woodrow Wilson, der var USA’s præsident fra 1913-1921, og aktuelt af vidt forskellige skribenter som den liberale Thomas Friedman, den neokonservative William Kristol og så selvfølgelig Francis Fukuyama, der som bekendt mente, at historien sluttede i 1989, og det liberale demokrati nu var ved at blive universelt udbredt.

- Er vi vidner til universalismens afslutning og historiens genkomst i form af nye geopolitiske konflikter – i modsætning til Fukuyamas forestilling? »Historien sluttede aldrig. Den kan aldrig afsluttes. Forestillingen om, at historien kunne bringes til standsning ved en eller anden universalistisk endestation, er sandsynligvis den latterligste idé, der er opstået i Vesten siden marxismen, der jo også var et hegeliansk fejlskud. Så, nej, vi er ikke vidner til historiens genkomst. For den forlod os aldrig, ikke engang bare kortvarigt for at gå på toilettet eller hente en kold øl ude fra køleskabet.« Så i modsætning til en lineær forståelse af historien som konstant fremadskridende foreslår Robert Merry i forlængelse af den tyske filosof Oswald Spengler, at vi i stedet ser på historien som noget, der foregår i cykliske bevægelser, hvor de forskellige kulturer blomstrer og siden går i forfald.Det er da også meget nærliggende at tolke Merrys tanker, som om han mener, at Vesten lige nu oplever en forfaldsperiode, der har stået på siden begyndelsen af det tyvende århundrede.

Til det spørgsmål svarer han bekræftende og uddyber: »Alle civilisationer vokser, blomstrer og går efterhånden under. Det første symptom på undergang er et kulturelt forfald, hvor kunsten ikke længere hylder kulturen, men i stedet vender sig imod den, bekæmper den og underminerer den. Dernæst opstår der adfærdsformer, som revolterer imod den kulturelle vitalitet. Denne opstand kan antage form af demografisk forfald, feminisme, at man ikke længere holder ægteskabet for helligt, og at man udviser svaghed i forhold til indvandring af fremmede mennesker, der ikke ønsker at assimilere sig. Dernæst kommer fremvæksten af det, Spengler kaldte ‘ kosmopolitiske storbyer’, som dominerer kulturen, finanssystemet og moden inden for tænkning og politik. I blomstringsperioder vil der derimod opstå mægtige kulturelle nyskabelser – hvad enten det er i videnskaben, kunsten, i handel eller regeringsledelse – og disse kreative frembringelser vil udgå fra selve moderlandet, som om de vælder frem af jorden på en eller anden mystisk måde.Med fremvæksten af de kosmopolitiske byer hersker kynismen, og kulturens fundament begynder at blive eroderet. Alt dette og meget mere har gjort sig gældende i Vesten i størstedelen af et århundrede.«

Redaktøren af The National Interest er altså en slags kulturpessimist, som dog ikke er helt klar til at afskrive den vestlige civilisation: »En civilisation i forfald har ofte styrke til at bestå i lang tid. Tænk bare på Det romerske Imperium eller Osmannerriget. Under USA’s lederskab vil Vesten kunne dominere verden en tid lang, men Vesten kan også miste sin globale førerstilling meget hurtigt. Under alle omstændigheder vil Vesten ikke længere kulturelt betragtet være en blomstrende enhed.«.