Omtale af mine bøger

Skrevet om mine bøger

Breve fra provinsen (2023)

[…] noget af det interessante ved deres indsigtsfulde og tankevækkende bog er, at det ideologiske når nye højder: placeringen af dannelse og antiinstrumentelt omverdensforhold langt over markedshensyn, opvurderingen og besjælingen af naturen og blikket for mennesket som udleveret og afhængigt og med behov for stærke fællesskaber deler bogen med ikke mindst venstrefløjen. Måske fordi det gode liv og kriseløsninger i dag kalder på langt mere, end hvad der plejer at adskille fløje og mennesker. Og måske fordi tidsånden på flere stræk er blevet i bred forstand konservativ.

– Jan Maintz, Information

 

Fragmenter fra malstrømmen (2021):

At der er mere mellem himmel og jord, end øjet ser, er en almen erfaring. Men hvad med nede i jorden? Og oppe i himlen? Er der også mere dér? Det er der, hvis man spørger Kasper Støvring. Og det skal man gøre, for han har begået en højst læseværdig bog, »Fragmenter fra malstrømmen«, der er en samling af aforismer, fragmenter og notater. Selvom bogens form er meget forskellig fra Støvrings andre bøger, kredser den om de samme temaer. Den moderne verden, storbyerne og medierne gør os, ifølge Støvring, blinde og døve for tilværelsens egentlige, livgivende mysterier.

– Bent Meier Sørensen, Berlingske

Dansk natur – fortællinger om vejr og sind (2020):

En tænksom bog, der tager essaygenren alvorligt og guider læseren gennem tidløse budskaber: ”Bogen er et ret subjektivt foretagende, hvor naturfølelsen og -inspirationen strømmer igennem hin enkelte, altså Støvring, når denne som en anden St. St. Blicher bevandrer – ja, ikke så meget den store alhede som egnen omkring Sorø. Og sådan er det vel: Vi danskere er fælles om at have hver sin opfattelse af, hvordan vejret og årstiderne har præget os.”
 
– Henrik Jensen, Kristeligt Dagblad
 

Danmark under angreb (2018):

”Bogen bør læses af alle med interesse i de danske politiske skillelinjer i nutiden og især i fremtiden, fordi de brydninger, som forfatterne påpeger, efter alt at dømme kun bliver vigtigere […] Bogen viser, at den vigtigste politiske nytænkning i disse år i høj grad er konservativ, selv om det tilsyneladende endnu ikke et gået op for de nominelt konservative politikere.”

– Peter Nedergaard, Berlingske

Gensyn med fremtiden (2018):

“Den er god på så mange planer. Som altid formulerer Støvring sig på en måde, der sætter os andre i sprogligt baghjul. Det er ret vigtigt, fordi med sin formuleringsevne er Støvring i stand til at analysere og argumentere på en lysende og klar måde. Her efterlades ingen tvivl om forfatterens intentioner, analyser og ikke mindst konklusioner.

Nu hjælper det jo også på det, at forfatteren er litterat og derfor, i sagens natur, er overmåde belæst uden at være blærende! Der er en form for lethed over dette essay, ikke en substantiel eller indholdsmæssig lethed, men en lethed ved formidlingen af dette ofte komplekse stof. Det er derfor ikke trættende at læse bogen, det er derimod opløftende og inspirerende at læse bogen. Netop det forhold at forfatteren mestrer sproget og formidlingen på en sådan overlegen måde, gør at forfatteren med lethed kan inddrage forskellige kilder, indfaldsvinkler og historiske kilder i den samlende fremstilling af bogens hovedpointer og argumentationer.”

– Søren Hviid Pedersen, Critique

Mytisk modernisme (2018):

”Rummer en eminent indføring i konservativ æstetik, etik og kulturforståelse med afsæt i forskellige forfatterskaber og litterære strømninger. […] Til overflod er bogen særdeles velskrevet og tør stå ved at ikke alting kan eller bør skæres ud i pap. Man skal tænke med – og imod – for at begribe indholdet. Som sådan lærer man både sig selv og ’fjenden’ bedre at kende.”

– Adam Holm, Fede fagbøger, DR P1

Fortællingen om fredens Europa (2014):

”Støvring skal bestemt have ros for, at han har skrevet netop denne bog, som så præcist og forfriskende peger på en lang række af de problematiske sider ved det nuværende EU, og på hulheden i argumentet om ”Fredens Europa”.”

– Nikolaj Bøgh, Critique

Villy Sørensen og kulturkonservatismen (2011):

“Forfatteren bringer os ubesværet, næsten legende, igennem en vigtig del af Sørensens forfatterskab, og har et stort overskud, der kommer af troværdigt oparbejdet indsigt i Sørensens univers. Støvring skriver usædvanlig godt […] Bogen rejser, med sin overbevisende dosering af påfaldende sprogkraft, indsigt og intensitet, mange meget relevante spørgsmål for den åndeligt engagerede […] en sammensat, inspireret og nuanceret fortolkning af Sørensens univers […] et nærmest overrumplende værk om den store filosof. Det er velgørende, han dermed manifesterer, at en ny generation nu tager hul på dette væsentlige forfatterskab.”

– Sverre Kaels, kulturkapellet.dk

Sammenhængskraft (2010):

”Kasper Støvring har skrevet en veloplagt og letlæst lille bog, der kan anbefales dem, der har brug for et skarpt instrument til at skære igennem tidens forskellige varianter af politisk korrekthed.”

– Henrik Jensen, Kristeligt Dagblad

Det etiske kunstværk (2006):

“Bogen vil vække irritation og foragt, fordi den rører ved hævdvundne patenter og stærke kræfters insisteren på åndelig ejendomsret. Men man skal stå tidligt op, for man kan ikke gribe Støvring i rethaverisk enøjethed.”

– Niels Barfoed, Weekendavisen

Blivende værdier (2004):

“Både socialismen og liberalismen døjer med eftervirkningen af Murens Fald. Men der er et ideologisk kort tilbage at spille: konservatismen. Den unge litterat Kasper Støvring kridter den nye bane op.”

– Nils Gunder Hansen, Berlingske

 

Yderligere omtale:

 

Skrevet om Sammenhængskraft (2010):

 

Endnu en klar og velargumenteret bog fra Kasper Støvring, der efterhånden er ved at etablere sig som Danmarks førende konservative intellektuelle. Han skriver klart og forståeligt uden unødige lærde henvisninger.

Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten

 

Det er ingen sag at skrive svært om det lette – men det omvendte er straks sværere: At skrive let om det svære. Men det er netop en kunst, som forfatter og lektor ved Syddansk Universitet, Kasper Støvring, formår.

Kristian Østergaard, Roskildestift.dk

 

[…] debat føres der virkelig i denne saftige sag om de vigtigste samfundsspørgsmål i vor tid. Det forløsende er, at den meget konkrete nutidsdebat bliver sat ind i historiske rammer, som kan diskuteres, men som altid er interessante […] hans veloplagte debatbog er et vægtigt indslag i den kulturkamp, som borgerlige politikere ikke havde format til at udkæmpe, og som venstrefløjen og de kulturradikale slet ikke har vovet sig ind i.

Bent Blüdnikow, Berlingske