Kasper Støvring argumenterer for, at Villy Sørensen i virkeligheden var kulturkonservativ snarere end kulturradikal, som han ellers traditionelt er blevet betragtet som. Støvring mener, at Sørensens værk Digtere og dæmoner fra 1959 rummer nøglen til denne nye forståelse og revurdering af forfatterskabet.

Bogen gennemgår minutiøst alle Villy Sørensens væsentligste essays om kunst og litteratur.