Bogen Villy Sørensen og kulturkonservatismen

vsbog2Ethvert forfatterskab skal læses på en ny måde, hvis det skal have noget at sige en ny tids læsere og bevare sin kanoniske status. Således også Villy Sørensens forfatterskab.

Villy Sørensen og kulturkonservatismen er en ny aktualiserende læsning af Villy Sørensens forfatterskab. I bogen undersøger Kasper Støvring de kulturkonservative inspirationer i forfatterskabet og perspektiverer dem ved at se det i sammenhæng med den moderne tradition for konservativ kulturkritik. Ambitionen er at trække forfatterskabet ud af den kulturradikale sammenhæng og derved levere en ny, original vinkel på forfatterskabet, der kan samles i begrebet kulturkonservatisme.

Hos Sørensen findes mange indsigter, der er relevante i dag. Sørensen kritiserer f.eks. de herskende ideologier, især socialismen og liberalismen og deres blinde tro på fremskridtet; her findes nødvendige bidrag til diskussionen om samfundets naturlige værdigrundlag, hvor miljøforurening og klimaopvarmning truer, og her findes en spændingsfyldt og mangesidig analyse af menneskets potentiale og et mere realistisk begreb om humanisme, som er relevant i dag, hvor begrebet er blevet reduceret til et moraliserende plusord; her findes højst aktuelle overvejelser over, dels hvor hurtigt samfundet skal udvikle sig i en stadig mere foranderlig verden, dels hvordan staten kan tillade sig at behandle mennesket, og dels hvorfor man skal være skeptisk over for den moderne teknologi på et tidspunkt, hvor mange stadig begejstres over den fagre nye verden.

 

Bogen Sammenhængskraft

Fremhævet

sammenhængskraftSammenhængskraft er et af de seneste års mest brugte ord i debatten. Men hvad betyder sammenhængskraft? Hvorfor er den vigtig? Og hvad er forholdet mellem sammenhængskraft og et andet stærkt omdiskuteret begreb, nemlig multikulturalisme?

 I denne bog argumenterer Kasper Støvring for, at sammenhængskraft hverken er politisk, retsligt eller økonomisk betinget, men derimod betinget af en nationalt funderet kultur – værdier, normer og adfærdsmønstre.

Sammenhængskraft er et oplæg til diskussion af spørgsmål om indvandring, integration, nationalisme og globalisering, der har været bestemmende for dansk politik og kultur det sidste årti. Danmarks stærke sammenhængskraft er blevet til over flere århundreder, men den kan hurtigt gå tabt.

Kontakt mig på ks [snabel-a] kulturkritik.dk for et foredrag om bogens emne.

Skrevet om Sammenhængskraft:

”Kasper Støvring har skrevet en veloplagt og letlæst lille bog, der kan anbefales dem, der har brug for et skarpt instrument til at skære igennem tidens forskellige varianter af politisk korrekthed.”

– Henrik Jensen, Kristeligt Dagblad

”Endnu en klar og velargumenteret bog fra Kasper Støvring, der efterhånden er ved at etablere sig som Danmarks førende konservative intellektuelle. Han skriver klart og forståeligt uden unødige lærde henvisninger.”

– Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten

”Det er ingen sag at skrive svært om det lette – men det omvendte er straks sværere: At skrive let om det svære. Men det er netop en kunst, som forfatter og lektor ved Syddansk Universitet, Kasper Støvring, formår.”

– Kristian Østergaard, Roskildestift.dk

”[…] debat føres der virkelig i denne saftige sag om de vigtigste samfundsspørgsmål i vor tid. Det forløsende er, at den meget konkrete nutidsdebat bliver sat ind i historiske rammer, som kan diskuteres, men som altid er interessante.”

– Bent Blüdnikow, Berlingske