Danskerne har med rette kåret Johannes V. Jensens roman Kongens fald til den bedste danske roman. Dette mesterværk er på alle måder vildt, voldsomt, smukt og storladent!

”Kongens fald” blev i 1999 kåret af danskerne som den bedste roman nogensinde. Og det er der også rigtig god grund til. Johannes V. Jensens fortælling har episk format og er skrevet i et meget dristigt sprog med utallige overraskende formuleringer, billeder og iagttagelser. Ikke mindst har motiverne og temaerne i romanen eksistentielt bud til alle mennesker på tværs af tiderne.

Foredraget vil belyse centrale afsnit af bogen, og der vil blive læst højt af udvalgte passager fra romanen.

Læs mit essay i Kristeligt Dagblad. Her er et uddrag:

“Jeg må have læst den roman mindst ti gange og hørt den lige så mange gange som lydbog. Når jeg ikke kan sove om natten, sætter jeg den på og svæver hen i de skønneste billeder, der nogensinde er formuleret i det danske sprog. Så falder jeg i søvn og drømmer om solopgange, frodige agre, skinnende skyer, grøderegn, kløvermarker, blikstille hav, føl og fimrende hundehvalpe, kærlighed, glemsel og lyse nætter – som det hedder i romanens berømte Grotte-kapitel […]

Jeg bliver aldrig træt af at læse Kongens fald, for den virker lige frisk, lige overrumplende og lige voldsom hver gang. Hver eneste side, ja, næsten hver eneste sætning rummer frapperende udsagn. Kongens fald er blevet kaldt den besynderligste blanding af epik og lyrik i dansk litteratur. Hele værket er lyrisk fortættet som ét stort prosadigt. Jensen må utvivlsomt være den af vores forfattere, der har det største ordforråd og den mest udviklede billeddannende fantasi.”