Europa befinder sig i et tidehverv, hvor store forandringer varsles i horisonten. Jeg tænker ikke alene på den økonomiske krise, som trods alt er en begrænset krise; er der tilstrækkelig vilje, kan den løses med de rette instrumenter. Godt nok må europæerne, som bebudet af kansler Merkel, tage afsked med de velfærdsstater, som de hidtil har været forvænt med. Men det går nu nok. Måske har vi alle for længe levet materielt og moralsk over evne. De mange velfærdsrettigheder er ikke blevet betalt med de fornødne pligter.

Nej, jeg tænker på dybereliggende rystelser, der vil forrykke kontinentets undergrund og måske for stedse forandre det, vi hidtil har kendt som Europa. Den slags bratte ændringer sker med jævne mellemrum, typisk efter to eller tre generationers forløb. Sidste gang vi oplevede det, var i starten af 1990erne efter Murens fald. Kommunismens sammenbrud frisatte vældige kræfter, der fandt deres blodige udtryk i borgerkrigen på Balkan. Et gammelt imperium faldt, og en masse nye stater blev til efter voldelige løsrivelseskampe og etnisk udrensning. Læs mere.

Her til morgen gav David Cameron de britiske vælgere muligheden for at stemme Storbritannien ud af EU. Det er en beslutning med enorme perspektiver, for det kan betyde, at andre lande kan vælge at gøre det samme. Bør Danmark følge Storbritanniens eksempel, der kan ende med en udmeldelse af EU? Det skal nok blive diskuteret meget og længe.

Jeg er selv dybt skeptisk over for EU, som jeg har skrevet i en lang række indlæg efterhånden. EU har udviklet sig i en helt forkert retning. Projektet mangler legitimitet; det underminerer nationalstatens suverænitet og de basale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden; det er et multikulturelt projekt, et slags imperium, der vil medføre ustabilitet på kontinentet og i de enkelte stater, bl.a. fordi folkestyret afløses af et domstolsstyre. Afgørende forhold som indvandringspolitik bliver ikke længere en sag for de nationale parlamenter.

Vi får med andre ord en udemokratisk jurisdiktion, ikke blot et frihandelsområde og et forum for samarbejde. Læs mere.

Nej, dette indlæg skal ikke handle om, hvordan vi danskere skal klare os igennem den økonomiske krise ved at tære på verdens største beholdning af social kapital. Det skal i stedet handle om Amerika, nærmere bestemt byen Northwood i staten North Dakota. Og om hvordan sammenhængskraft medvirkede til at genrejse et helt lokalsamfund i en veritabel krisetid.

Den 27. august 2007 blev Northwood ramt af en tornado, der smadrede så godt som hele byen: private hjem, offentlige ejendomme, brandstationen, skoler, kirker, butikkerne og så videre. Men alligevel var byen genopbygget blot to år efter takket være en enorm mobilisering af kræfter i lokalsamfundet.

Det er sammenhængskraft, der virker! Læs mere.

Bør Vesten anført af USA intervenere i borgerkrigen i Syrien? Ikke hvis man lytter til en bred og betydningsfuld kreds af amerikanske forskere og meningsdannere.

Efter at det kort efter årsskiftet kom frem, at omkring 60.000 mennesker har mistet livet i den syriske borgerkrig, argumenteres der ellers igen fra flere steder for en militær og humanitær intervention i Syrien. Og i sin tale til FN’s generalforsamling i efteråret, krævede præsident Obama en løsning på krisen. Det er da også klart, at en intervention kun vil kunne foregå under USA’s ledelse.

Men især i den såkaldte realistiske skole i international politik, er man skeptisk. Realismen er – skønt ikke alle vedkender sig termen – en udbredt strømning, især i USA, og dens repræsentanter har flere tænketanke og magasiner i ryggen. Realismen er ikke blot en stærk intellektuel, men også en indflydelsesrig politisk strømning, der i forbindelse med krigen i Syrien ofte lader høre fra sig. Jeg har set på nogle væsentlige indlæg fra de seneste måneder. Læs mere.