I globaliseringens tidsalder føler mange sig ensomme og rodløse. De mangler et sted, hvor de hører hjemme.

Steder er dér, hvor vi knytter bånd og får vigtige erfaringer – som lokalsamfund, hjem, skoler, kirker, forsamlingshuse, arbejdspladser og idrætshaller, altså afgrænsede steder, hvorom vi kan sige: ”De er vores”.

Vi kan ikke bo globalt, kun lokalt. Derfor må vi drage en tryllekreds omkring det sted, vi er forankret. For kun det, der falder inden for denne tryllekreds, bliver i autentisk forstand virkeligt for os; først da fortæller stedet en historie, der kan knyttes til vores erindringer og dermed få noget at gøre med den person, vi dybest set er. Men at blive fortrolig med det sted, man bor, indebærer en intimitet, der tager lang tid at udvikle. Og den vil næppe vokse frem, hvis man flytter meget rundt, konstant er på farten eller lever i en virtuel verden.

Læs min klumme om stedforankring her.