Kristendommen er som sukkeret opløst i vandet: Den er i selv de mindste dele. Vi ser den ikke, men smager vi efter, er vi ikke i tvivl.

Kristendommen er i vores kunst og filosofi og i vores ideer om personlig ansvarlighed og samvittighed. På denne sokkel hviler en hel etik: Når vi fejler, er det vores egen skyld; vi må selv tage ansvar for vores handlinger, søge tilgivelse og prøve at forbedre os.

Men mange betragter i dag kristendommen som en slags stige, vi har anvendt til at klatre op på et højere civilisatorisk niveau – demokrati, respekt for individet, medmenneskelighed – hvor vi nu befinder os. Derfor kan vi tillade os at sparke stigen væk, for vi behøver den ikke længere. Vi er jo nået herop. Men spørgsmålet er, om disse værdier kan overleve uden deres oprindelige fundament i kristendommen? Det kan de nok næppe.

Læs min klumme her.