Er det tilfældigt, at liberale frihedsforkæmpere ofte er jurister eller i hvert fald debattører, der tænker principielt, formalistisk og legalistisk? Er det tilfældigt, at en liberal tænketank ansætter en jurist, når den ønsker at bidrage til værdidebatten og ikke kun den økonomiske debat? Jeg tror det ikke og blev igen bekræftet i den formodning ved læsningen af chefjuristen ved den liberale tænketank CEPOS Jacob Mchangamas bog Fri os fra friheden (Mchangama 2012). Dens mange kvaliteter til trods – og her tænker jeg især på den aktuelle kritik af velfærdsstaten – viser bogen nogle begrænsninger, når en liberal jurist forsvarer friheden.

Læs hele artiklen fra tidsskriftet Slagmark her.

Inden for den brogede oplysningstradition findes en bestemt form for konservativ, angelsaksisk oplysningskritik, som sjældent nyder lige så stor bevågenhed som den franske lumiére eller den tyske Aufklärung. Det drejer sig da også om en kritik af oplysningen selv, eller mere specifikt: af oplysningens instrumentelle karakter. Det er en kritik, der går tilbage til blandt andre den irske filosof Edmund Burke og den skotske filosof David Hume og frem til tænkere som den engelske filosof Michael Oakeshott, den amerikanske politolog Edward Banfield og den østrigsk-engelske økonom Friedrich Hayek. Det aspekt af oplysningen, eller oplysningsideologien, som disse tænkere kritiserer, har flere navne: Det kaldes planlægningstro, socialt ingeniørarbejde, Hayek kalder det konstruktivisme, og Oakeshott kalder det rationalisme. Fælles for de forskellige varianter af denne moderne oplysningskritik er imidlertid to forhold. Dels påpegningen af de utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af den politiske planlægning og dels betoningen af det civile samfunds institutioner, der fungerer som det positive modstykke hertil.

Læs artiklen Grænser for planlægning

Historien slutter aldrig

Trykt i Weekendavisen den 28. december 2012

Interview. Hvad har redaktøren af USA’s måske mest indflydelsesrige politiske magasin at sige om verdenssituationen? Redaktøren af The National Interest, Robert W. Merry hævder, at Vesten gennemlever en forfaldsperiode.

af KASPER STØVRING

The National Interest var magasinet, der i 1989 publicerede Francis Fukuyamas berømte essay »Historiens afslutning?«, der tre år senere blev til en bog, men nu uden spørgsmålstegnet.Bidragydere til magasinet tæller både akademikere, rådgivere og forfattere, heriblandt nobelpristageren Saul Bellow. Den bærende ideologi bag er »realisme«. Emnerne er især udenrigspolitik, men også kultur-og samfundsdebat i bred forstand kendetegner The National Interest.

Magasinet blev grundlagt i 1985 af den berømte skribent Irving Kristol og var i udgangspunktet neokonservativt. I løbet af 00′ erne blev magasinet i stigende grad kritisk over for neokonservatismen, som den kom til udtryk i George W. Bushs regering. Kritikken gjaldt især forsøget på at eksportere demokratiet under Irakkrigen. I dag kan man således læse artikler, der foreslår, at Vesten samarbejder med lande som Kina og Rusland på trods af disse landes autokratiske styreformer.

Artikler i The National Interest bliver ofte en slags begivenheder, og de citeres vidt og bredt i de største internationale aviser. Tilsvarende har magasinet tilknyttet en tænketank, der har engageret en lang række senatorer, ministre og præsidenter som George Bush ( den ældre) og Bill Clinton.Til de berømte – nogle ville sige berygtede – rådgivere i kredsen omkring magasinet hører Henry Kissinger.

DEN nuværende redaktør Robert W. Merry har tidligere arbejdet for avisen The Wall Street Journal, og han er desuden forfatter til en række bøger om amerikansk historie og udenrigspolitik, bl. a. Sands of Empire ( 2005), der kritiserer USA’s »imperiale« forsøg på at sprede vestlige, demokratiske værdier til resten af verden. Læs resten →

At konservatismen er kritisk stemt over for universalismen – både i den beskrivende forstand: at vi alle deler samme liberale værdier på tværs af kulturer, og i den foreskrivende forstand: at liberale værdier bør udbredes til andre kulturer – dét er der mange, der ved. Men det er ikke så ofte, at man aner eller endda tager konsekvensen af denne kritik. Nemlig at konservatismen også er relativistisk eller, som jeg vil sige, partikularistisk.

Jeg vil belyse den konservative partikularisme ved at se på forholdet til ytringsfriheden som en liberal værdi (i denne artikels første del) og på den udenrigspolitik, der følger af et konservativt synspunkt (anden del). Dog må jeg med det samme tage et par forbehold. For det første er min kritik af universalismen et slags korrektiv, fordi universalismen ikke helt kan afvises alene af den grund, at vi alle på tværs af kulturerne er mennesker og dermed gjort af en og samme natur. For det andet er mit forsvar for relativismen kun moderat, fordi jeg afviser den venstreorienterede relativisme, dvs. den multikulturalistiske ligestilling af alle kulturer inden for nationens grænser. Læs mere: Partikularisme.